Whistleblowerordning i DanHatch Group
Transparens og integritet spiller en vigtig rolle for os. Derfor har vi oprettet en whistleblowerordning, som er beregnet til at håndtere kriminelle eller andre meget alvorlige forhold med relation til DanHatch Group.
Hvad går whistleblowerordningen ud på?
Medarbejdere og andre interessenter i god tro kan under whistleblowerordningen foretage (anonyme eller ikke-anonyme) indberetninger ved mistanke om potentielle brud på lovgivningen, herunder forhold som kan påføre DanHatch Group et økonomisk tab eller skade DanHatch Groups omdømme.
DanHatch Group er en ansvarlig virksomhed med en åben kultur, hvor alle kan føle sig sikre og ytre sig, hvis man oplever potentielle brud på lovgivningen. Som medarbejder opfordres du altid til enten at tale med en leder, HR eller et medlem af direktionen i disse situationer. Er dette ikke muligt, kan whistleblowerordningen benyttes.
Hvad kan indberettes under DanHatch Groups whistleblowerordning?
Whistleblowerordningen kan kun bruges til at indberette en mistanke om potentielle brud på lovgivningen i aktiviteter med relation til DanHatch Group. Forhold, der kan indberettes via whistleblowerordningen, kan fx være:
- underslæb, tyveri, korruption, bestikkelse, bedrageri, svig, dokumentfalsk, interessekonflikter, afpresning og misbrug af intern viden
- uregelmæssigheder vedrørende regnskabsføring og revision
- afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til offentlige myndigheder
- fysisk vold og seksuelle krænkelser.
Ovenstående liste er kun eksempler. Hvis du er i tvivl, om din observation skal indberettes eller ej, opfordres du til at gå i dialog med en leder, HR eller et medlem af direktionen. Det er vigtigt at understrege, at alle henvendelser besvares (hvis du vælger at oplyse, hvordan vi kan kontakte dig) og behandles.
Hvad kan ikke indberettes under DanHatch Groups whistleblowerordning?
Forhold, der ikke kan indberettes under whistleblowerordningen, omfatter mindre alvorlige forhold såsom:
- klager vedrørende daglige personaleforhold eller rutinemæssige medarbejderforhold, fx konflikter mellem medarbejdere og/eller ledere
- sager om faglige organisationer eller fravær
- overtrædelse af DanHatch Groups retningslinjer om indtagelse af alkohol og stoffer, medmindre der er risiko for, at en sådan overtrædelse kan føre til overtrædelse af fx sikkerhedslove eller politikker.
Ovenstående forhold skal i stedet indberettes gennem de sædvanlige rapporteringskanaler i DanHatch Group.
Har du som ekstern samarbejdspartner oplevet situationer som ovenfornævnte, anbefaler vi, at du går til din samarbejdspartner i DanHatch Group, HR-afdelingen eller direktionen.
Hvem modtager indberetningerne?
Henvendelser modtages af DanHatch Groups koncern HR- og kommunikationsdirektør. Det er vigtigt at understrege, at den ansvarlige for whistleblowerordningen er pålagt fortrolighed, hvorfor din anonymitet altid vil være garanteret.
Hvordan indberetter man?
For at vi kan behandle din indberetning bedst muligt, er det vigtigt, at du giver os alle de oplysninger, du har, herunder:
- hvad din indberetning drejer sig om
- hvem der er involveret i de pågældende handlinger
- hvor de pågældende handlinger er foregået eller foregår
- hvor store værdier, du har kendskab til, der er involveret i handlingerne
- hvordan du er kommet i besiddelse af oplysningerne
Hvis du ikke har alle oplysninger, er det vigtigt, at du ikke selv begynder at undersøge sagen nærmere, men overlader dette til den ansvarlige for whistleblowerordningen.
Klik her for at hente et skema til indberetning under DanHatch Groups whistleblowerordning. Du kan indberette via telefon, brev eller e-mail.
Indberet via telefon
Ring på + 45 2920 5718. Telefonen tilhører HR- og kommunikationschef Nadia Noes Johansen, som har fuld fortrolighed vedrørende indberettede sager.
Indberet via brev
Send indberetningen med posten til:
DanHatch Holding A/S
Rugerivej 26
9760 Vrå
Mærk kuverten: ”Må ikke åbnes – afleveres til whistleblowerenheden”
Indberet via e-mail
Du kan også sende din indberetning via e-mail til whistleblower@danhatch.dk.
Anonymitet
Du kan foretage en indberetning anonymt, men vi foretrækker, at du oplyser dit navn og andre kontaktdetaljer. Hvis du har oplyst, hvem du er, har vi mulighed for at vende tilbage til dig med uddybende spørgsmål, hvis der er behov for det.
Ønsker du at være anonym, skal du vælge en indberetningsform, der sikrer, at vi ikke bliver oplyst om din identitet. Du skal derfor være opmærksom på, at du ikke oplyser navn, telefonnummer, e-mailadresse eller andet personhenførbart, og at du ikke – fx ved upload af filer, herunder dokumenter, film, fotos mv. – utilsigtet afgiver oplysninger om din identitet.
DanHatch Group beskytter personer, der benytter sig af ordningen. Opleves det, at personer udsættes for repressalier, fordi de benytter sig af whistleblowerordningen, vil dette blive indberettet til HR.
Tilbagemelding på indberetning
Da indberetninger ofte vedrører personfølsomme oplysninger, og der kan være involverede, som vi ikke kan videregive oplysninger om, kan vi ikke give en individuel opfølgning på din indberetning. Det gælder, uanset om du er anonym eller ej. Dog kan du være sikker på, at vi tager din henvendelse alvorligt og undersøger den grundigt inden for de lovgivningsmæssige rammer.