DanHatch Poland fejrer 25-års jubilæum
Den 25. september 2023 runder DanHatch Groups polske datterselskab DanHatch Poland et skarpt hjørne. Denne dag kan selskabet nemlig fejre 25-års jubilæum, og vi kan se tilbage på et kvart århundrede med dedikation, vækst og en stærk samarbejdskultur.
DanHatch Poland hed oprindeligt Hama, da det blev stiftet i 1998 i forbindelse med etableringen af et rugeri i Stary Widzim i det vestlige Polen. De to grundlæggere var Hanna Szyło og Marek Krzysztoszek, og det er kombinationen af forbogstaverne i deres fornavne, der tilsammen danner navnet Hama.
Allerede efter det første års rugeridrift havde Hama sat sig på 7 % af det polske marked for produktion af daggamle slagtekyllinger, og i de efterfølgende år fortsatte rugeriet med at udvide sin kapacitet. Da DanHatch overtog de første 30 % af den polske rugerivirksomhed i 2009, var Hama blevet et aktieselskab og hed nu Hama Plus S.A. Desuden var det vokset til det største privatejede polske rugeri og havde en kapacitet på 47 mio. daggamle kyllinger årligt.
Kun et år senere blev DanHatchs ejerandel øget til 70 % på baggrund af det gode samarbejde mellem de to virksomheder. Den polske slagtekyllingeproduktion oplevede stor vækst i årene efter, og rugeriet blev igen udvidet, ligesom der blev opført tilhørende opdræts- og rugeægsfarme. I 2012 overtog DanHatch de sidste 30 % af aktiekapitalen og blev dermed eneaktionær i Hama Plus, der siden ændrede navn til DanHatch Poland. I dag har rugeriet i Stary Widzim en kapacitet på 125 mio. daggamle kyllinger om året.
DanHatch Polands 25-års jubilæum blev fejret et par måneder før den officielle dato med en sommerfest for alle selskabets medarbejdere og deres familier. Hele 280 personer deltog i festlighederne, hvor også CO-Group CEO i DanHatch Group Anette Hermansen var med for at markere den store dag. En række medarbejdere i DanHatch Poland har været en del af virksomheden siden den spæde start, og derfor kan flere fejre henholdsvis 25-års og 20-års jubilæum i år. Disse medarbejdere fik til sommerfesten en særlig tak for den loyale indsats fra CEO i DanHatch Poland, Paweł Rembacz.
Med jubilæet i DanHatch Poland markerer vi 25 års historie og et stærkt samarbejde på tværs af landegrænser. Tillykke til DanHatch Poland med det flotte jubilæum!