DanHatch Group når milepæl
For første gang nogensinde rundede DanHatch-koncernen i 2023 en afsætning på en halv milliard daggamle kyllinger.
De senere års rekordafsætninger i DanHatch Group blev toppet med et salg på 503 mio. daggamle kyllinger i 2023, hvilket var 13 mio. stk. mere end i 2022. Den øgede afsætning kan især tilskrives aktiviteterne i Frankrig, hvor koncernen i løbet af det forgangne år overtog endnu et rugeri.
Også DanHatch Groups indtjening fulgte godt med, og koncernen kunne hente et overskud hjem på 62 mio. kr. før skat. På indtjeningssiden var det særligt det polske datterselskab, der udmærkede sig med et overskud før skat på 38 mio. kr.
I 2023 spillede tilstedeværelsen af højpatogen fugleinfluenza i Europa igen en rolle. Det kunne også mærkes i DanHatch Group, som oplevede store udsving i både efterspørgsel og prissætning på koncernens produkter samt en række logistiske udfordringer. Desuden fik den geopolitiske uro betydelig indflydelse på priserne for råvarer til foderfremstilling i hele 2023.
Alligevel lykkedes det altså DanHatch Group at indfri sin egen forventning om en afsætning på en halv milliard daggamle kyllinger. Samtidig løftede koncernen sin omsætning til 1,3 mia. kr. i 2023 mod 1,2 mia. kr. i 2022.
Bestyrelsesformand i DanHatch Group, Henning Haahr, glæder sig over, at DanHatch er kommet godt igennem en turbulent tid og nu er gearet til fortsat vækst indenfor fjerkræproduktion.
”Det er med stor tilfredshed, at vi kan se, at DanHatch gennem årene har øget deres afsætningsmængder og i 2023 nået denne milepæl på en halv milliard kyllinger. I 2024 er målet at igangsætte tiltag for udvidelse af den fremtidige kapacitet, så den sunde vækst i DanHatch kan fortsætte”, siger Henning Haahr, som udover formandsposten i DanHatch Groups bestyrelse også er Group CEO i Danish Agro, der sammen med DLG ejer DanHatch.
I forbindelse med den netop afholdte ordinære generalforsamling i DanHatch Groups bestyrelse blev det besluttet, at konstellationen med Anette Hermansen og Lasse Olesen som sidestillede Group CEOs i DanHatch Group fremover bliver fast. De har siden november 2022 fungeret som konstituerede Group CEOs.
”Anette Hermansen og Lasse Olesen har efter mere end 12 års ansættelse i DanHatch et indgående kendskab til DanHatchs forretningsområde og organisation. De er to stærke profiler med samme værdier og forskellige faglige styrker, der komplementerer hinanden rigtig godt. Tilsammen udgør de en solid og særdeles kompetent duo, som gennem det sidste halvandet år har stået i spidsen for DanHatch-koncernen til bestyrelsens fulde tilfredshed”, siger Henning Haahr.
Til generalforsamlingen blev det desuden vedtaget, at Group CEO i DLG, Kristian Hundebøll, overtager formandsposten i DanHatch Groups bestyrelse efter rotationsprincippet. Henning Haahr fortsætter som næstformand.